Grooming - handleplan
Hvad gør jeg, hvis jeg enten har mistanke om eller ved, at mit barn har være udsat for digital grooming? Det spørgsmål er ét alle forældre ikke ønsker at opleve at skulle stille sig selv.
Klubberne i Roskilde har her lavet en handleplan, som forældre kan følge, hvis det skulle blive aktuelt.
- Forklar dit barn, at situationen ikke er hans/hendes skyld, at det er de voksnes ansvar at opføre sig ordentligt, og understreg at du er glad for, at barnet fortæller dig om hændelsen. (Vi ser ofte, at barnet har gået og gemt på oplevelsen i et stykke tid uden at turde fortælle det til nogen, derfor er støtte, forståelse og kærlighed vigtigt.)
- Tag skærmprints af beskeder og billeder, barnet har modtaget fra forulemperen.
- Blokér forulemperen på alle barnets profiler på sociale platforme, så han/hun ikke længere kan kontakte dit barn.
- Kontakt politiet. Tip: Det kan være en god idé at kontakte lokalpolitiet telefonisk frem for elektronisk via www.politi.dk, da dette sikrer hurtigere respons.
- Hvis I har behov for ekstern støtte fra fagfolk i processen, kontakt da klubbens lokale social medie-ambassadør eller skolens SSP-lærer og informér om hændelsen. De er vant til at tale med børn og unge om ubehagelige og grænseoverskridende situationer online, og for nogle ofre kan det være lettere at tale åbent om den specifikke oplevelse med en voksen, de ikke er i familie med.
Når klubbens social medie-ambassadør eller Maiken Krogdahl bliver inddraget, vil vores handleplan se således ud:
- Varetagelse af politianmeldelse, hvis I ikke selv har gjort det forinden.
- Tale med ofret, jf. pkt. 5 ovenfor.
- Information af netværket af social medieambassadører, så de kan undersøge om andre børn og unge i Roskilde har haft kontakt med forulemperen.