Aktiviteter og ture

Læs om alle de tilbagevendende ture og aktiviteter, som Klubberne i Roskilde arrangerer henover året.

Rollespil

Rollespil

Vores klubpædagoger udviklede for år tilbage et fælles regelsæt specifikt til rollespil i klubregi, hvor der er pædagogisk fokus på at skabe plads til alle personligheder i ét spil.
Universets unikke konstruktion gør, at det spændende spilfællesskab på samme tid rummer børn med lyst til at kæmpe og bekrige, og børn der trives bedst med at samle ressoucer og holde sig i periferien af rollespillet men stadig være en del af fællesskabet.
Vores afdelinger spiller rollespil til hverdag og arrangerer året rundt flere tværgående rollespil, som er medvirkende til at vores medlemmer udvikler venskaber på tværs af områder, alder og køn.

Roskilde Klubfestival @Musicon

Roskilde Klubfestival @Musicon

Klubfestivalen på Musicon i juni er for alle medlemmer af fritidsklubben. Alle afdelinger lukker ned på dagen for i stedet at diske op med alverdens kreative aktiviteter, opfindsomme lege og musikalske indslag til Klubfestivalen.
Til Roskilde Klubfestival er konceptet, at intet helt er, som det plejer at være, så aktiviteterne er svære at forudse fra år til år. Tidligere har medlemmerne oplevet insekt- og chilismagning, hesteskokast, ringridning i mooncars, affaldsopsamling på rulleskøjter, indendørs strandbasket, bogtårnsstabling og pudekamp på en roterende bom.

Sjov Ferie: Åben Sommer

Sjov Ferie: Åben Sommer

Vi arrangerer i samarbejde med Gadstrup IF og Viby IF Åben Sommer i sommerferien.
Åben Sommer afholdes på skift i Viby, Dåstrup og Gadstrup i forbindelse med den lokale skoles sportshal.
Til Åben Sommer lægges der vægt på alsidig fysisk aktivitet som fx brydning, tennis, floorball, keglespil, krolf, karate, bordtennis, fodbold og pentanque. Men der er altid også plads til mere rolige sysler som kortspil, brætspil, bålaktiviteter, kreaværksted, snak og hygge.

Sjov Ferie: Aktiv Sommer

Sjov Ferie: Aktiv Sommer

Til arrangementet Aktiv Sommer inviterer vi alle til en underholdende og udfordrende uge i Jyllinge.
Her kan man kaste sig ud i alverdens sjove fysiske aktiviteter som fx fodbold, kanotur, minigolf, bumperballs, vandkamp, rollespil, floorball, lazergame, svømmehal, frisbeegolf og segwaykørsel.
Samtidig sørger vi for at have tid til at hygge os. Og hvis nogen trænger til lidt ro, tilbyder vi også kreative aktiviteter.

Sjov Ferie: Klub Cabana @Vigen

Sjov Ferie: Klub Cabana @Vigen

I sommerferien inviterer vi til en uge under åben himmel i Klub Cabana.
Alle afdelinger i de deltagende områder lukker ned i den pågældende uge, og medlemmerne transporteres til og fra Vigen Strandpark.
I vores klub på stranden arrangerer vi fx warrior run, fodbold mod de voksne, kroket, badning (under opsyn af en kystlivredder) og kreative aktiviteter, brætspil.
Der ud over slapper vi bare af og hygger os i solen eller skyggen.

Sjov Ferie: Rollespil

Sjov Ferie: Rollespil

I sommerferien inviterer vi til fælles rollespil for alle børn i 3.-8. klasse.
Vores særlige regler for rollespil i klubregi giver plads til nye og mere erfarne rollespillere samtidig. Desuden gør universets opbygning, at børn uden lyst til at kæmpe og bekrige også får en plads i rollepilsfællesskabet.
Til dette arrangement lægger vi op til, at medlemmerne forsøger sig med andre roller end de spiller til hverdag, hvis de er vant til at spille rollespil.

Sommer i Skoven @Boserup

Sommer i Skoven @Boserup

I tæt samarbejde med Boserupgård Naturcenter inviterer vi til nogle fede dage i skoven i slutningen af sommerferien. Naturskønne og rolige omgivelser danner rammen om alt fra tilberedning af bålsnacks og bagning af stenovnspizza til fiskeri, kanosejlads, ponyridning og bueskydning.
Derudover arrangerer vi skovstratego, snitteværksted, mountainbikekørsel på Vikingesporet, rapelling, træklatring og pizzaorienteringsløb. I loungeområdet er der ro, hængekøjer, brætspil, skygge og hygge.

E-sport og gamerfællesskaber

E-sport og gamerfællesskaber

Størstedelen af vores afdelinger har faciliteter af varierende omfang til computerspil med pædagogisk opsyn og deltagelse.
I klubben er digitale spil hverken asociale eller indholdsløs underholdning: spillene anvendes pædagogisk til at understøtte medlemmernes interessefællesskaber, til konfliktløsning og - for enkelte - som en vej ud af ensomhed. Fokus er på prosociale spil og på multiplayerspil, og vi prioriterer at guide vores medlemmer til at etablere sunde digitale vaner og en positiv spilkultur gennem dialog og vejledning i hverdagen.

Nerf @Musicon

Nerf @Musicon

KLUB UNG arrangerer Nerfkrig for alle fritidsklub- og KLUB UNG-medlemmer og for lokale skoleelever i en uge i august. Alt udstyret udlånes til de mange deltagere. Og på en 300m2 bane udstyret med baggrundslyd, røg og vilde kulisser kæmper to hold à 8-10 personer mod hinanden med legetøjspistoler, der skyder med skumpatroner.
Yderligere er banen åben ifm. bydelsfesten Rabalder i den følgende weekend.

Overnatning i klubben

Overnatning i klubben

Hen over året arrangerer vi en række enkeltovernatninger
rundt om i klubberne. Disse kan være tematiske som fx gamer night, Hero Quest, sport eller Harry Potter, eller de kan være specifikt for et eller to klassetrin. Fælles for overnatningerne er, at vi laver aftensmad sammen og hygger om aftenen med spil, film eller noget helt tredje, alt
efter hvad børnene har lyst til. Overnatningerne er med til at styrke
fællesskaberne i børnegruppen. Der sker altid noget særligt i relationen, når man har set hinanden lidt morgentrætte og med sovehår.

Musicals og talentshows

Musicals og talentshows

Flere områder arrangerer i løbet af året en musical eller et talentshow. Musicalerne skrives lokalt og sætter fokus på et aktuelt tema blandt børn og unge. Gennem kombination af musik, dans og drama får medlemmerne erfaring med at præsentere en levende formidling til publikum. I forberedelserne til et talentshow finder medlemmerne hinanden gennem fælles interesser. I denne proces er fokus på spænding, glæde og udvikling af kreative evner. Under afviklingen af talentshowet støtter og beroliger deltagerne hinanden, og de hjælper hinanden på tværs af alder, årgange og skoler til at bevare selvtilliden og tro på dem selv.

Weekendture, koloni el. lign.

Weekendture, koloni el. lign.

I løbet af året inviterer vi på weekendture eller kolonier med to overnatninger, hvor dyrkelsen af fællesskabet er i højsædet. Turene er tematiske, hvorfor medlemmerne automatisk indgår i interessefællesskaber på tværs af alder og køn. Under en weekendtur eller koloni har medlemmerne selv ansvar for at fordele tjanser mellem sig ift. madlavning, oprydning, rengøring og andre praktiske gøremål.
Temaerne kan fx være Lalandia, vinterbadning i Sverige, besøg i andre klubafdelinger eller sommerhustur, og uanset tema nyder deltagerne bare at være sammen og hygge sig i anderledes rammer.

Dans og flashmob

Dans og flashmob

Flere afdelinger tilbyder danseundervisning med fokus på at have det sjovt, mens man bevæger sig til musik sammen med andre. Som et supplement til den lokale undervisning afholder vi øve-weekender, laver store og små opvisninger, deltager i danseshows og afvikler flashmobs rundt om i kommunen. Inden en flashmob øver medlemmerne i deres egne afdelinger og mødes få gange for at træne i fællesskab.
At deltage i en flashmob er en helt speciel oplevelse, da det er noget man udelukkende kan lave, når man er mange samlet.

Sportsnat og Natsjov

Sportsnat og Natsjov

I samarbejde med lokale aktører og idrætsforeninger arrangerer vi regelmæssigt i løbet af skoleåret hhv. Natsjov i Syd og Sportsnat i Nord.
Målgruppen er primært lokale børn og unge, og deltagerne behøver ikke gå i klub. Arrangementerne danner ramme om en sjov aften med fællesskaber centreret om sport, leg og gang i den. Deltagerne præsenteres for forskellige og anderledes typer fysisk aktivitet, som pirrer og udfordrer deres nysgerrighed. En af visionerne er at fungere som positivt bindeled mellem forskellige grupper af lokale børn og
unge. Derved bidrager arrangementerne til den forebyggende indsats i lokalområdet.

Skitur til Tjekkiet

Skitur til Tjekkiet

Hvert år i uge 8 rejser vi med ca. 200 medlemmer fra alle fem områder til Herlíkovice Ski Resort i Tjekkiet. Det er et lille hyggeligt skisportsted i Sudeterbjergene på grænsen til Polen og Tyskland.
Skituren er meget populær blandt vore medlemmer, og alle kan være
med - uanset ens erfaring på ski. På denne rejse bliver medlemmerne udfordret og lokket ud af deres ’comfort zone’. De lærer om et andet land og kultur, indgår i nye fællesskaber og bruger deres krop på en anderledes måde.

Social medieuge

Social medieuge

Siden 2016 har vi afholdt ”Social medieuge” én gang årligt.
Her sætter vi fokus på et aktuelt emne eller problem i relation til den digitale del af et børne- eller ungeliv i dagens Danmark, fx billeddeling, mobning og sunde digitale vaner.
I løbet af ugen summer det af liv i alle afdelinger, hvor vores pædagogiske personale iværksætter nytænkte kreative aktiviteter, events, happenings og konkurrencer ud fra årets tema.

Dyrskue

Dyrskue

Hvert forår arrangerer vi dyrskue, hvor familie og venner indbydes til en hyggelig dag i solen. Alle afdelinger med dyrehold inviteres til at deltage med deres kaniner og marsvin.
I løbet af dagen konkurreres der i kaninspring og andre discipliner.
De ældre unge, som ikke længere går i fritidsklub, er dommere på dyreskuet.

Vilde Vulkaner

Vilde Vulkaner

I slutningen af juni drager vi til børnefestival i Vordingborg med 700 forventningsfulde medlemmer, der alle bor i samme lejr. Fællesskab, glæde ved musik og begejstring for dans er nøgleordene for disse dage på Sydsjælland.
Om aftenen giver kendte danske kunstnere koncert, mens deltagerne optræder for hinanden i dagtimerne. Her står vi for 1-2 timers optræden, hvor alle vennerne hepper foran scenen. Op til festivalen øver vi showet rundt om i afdelingerne, og det sættes først sammen under generalprøven ugen inden festivalen.

Udlandsrejser

Udlandsrejser

I efterårsferien arrangerer enkelte afdelinger en udlandsrejse for de ældre medlemmer. Turen kan fx gå til Berlin eller Krakow.
Ud over styrkelse af fællesskaber og relationer er hensigten med rejsen blandt andet at udvide medlemmernes horisont gennem udsyn og indblik i andre kulturer og samfund. Derudover kan rejserne være et led i de unges selvstændighedsproces, idet de her deler store oplevelser og rejseminder med deres venner i stedet for deres familie.